Kirkekort, Sydslesvig

www.dks.folkekirken.dk

Startside Kirkekontoret, Flensborg Menigheder og præster Arrangementer Set & Sket

logo


Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS)

 

Aktuelt

(Se også "Set & Sket")

Marts 2010  PRESSEMEDDELSE. Dansk biskop til Ejderen

Mange års drøm om officielt at få anerkendt Haderslevs biskop som tilsynsførende med de danske præsteembeder i Sydslesvig er endelig gået i opfyldelse.

Kirkeministeren har meddelt, at Hendes Majestæt ved kongelig resolution af 17. februar 2010 har bestemt, at tilsynet med danske præster og menigheder i Sydslesvig føres af biskoppen over Haderslev Stift.

Med den kongelige resolution er der indført en ny ordning for tilsyn med præster, der udsendes af Danske Sømands- og Udlandskirker, og som er betinget af fusionen af de to organisationer Dansk Kirke i Udlandet og Danske Sømandskirker i fremmede Havne tilbage i 2004.

Mens forgængerorganisationen Dansk Kirke i Udlandet havde én tilsynsførende biskop, råder Danske Sømands- og Udlandskirker over 3 tilsynsførende biskopper, herunder biskoppen over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt.

Biskop Niels Henrik Arendt har i sin tid med et glimt i øjet overfor sin tidligere tyske kollega biskop Knuth i Slesvig annonceret, at nu ville hans stift snart komme til at række til Ejderen, hvorpå biskop Knuth svarede, ”Ja, og så går mit stift helt til Kongeåen,” hvormed han hentydede til sin tilsynspligt overfor de tyske menigheder i Sønderjylland.

Provsten glæder sig over, at Dansk Kirke i Sydslesvig således kan bidrage til det grænseoverskridende samarbejde: ”Sydslesvigske danske præster deltager i stiftets arbejdsgrupper om dåbssamtalen, om begravelsessamtalen, de deltager i det mellemkirkelige udvalg, det religionspædagogiske arbejde og ”kirke uden grænser”. Der pågår et samarbejde med DKS om afholdelsen af en gymnasiedag i slutningen af april måned på A. P. Møller Skolen i Slesvig, som elever fra gymnasier i Haderslev Stifts område vil deltage i. Herudover har vores biskop annonceret et spændende projekt for den nærmeste fremtid, hvor det er planlagt, at så mange præster som muligt fra Sydslesvig bytter prædikested med præster i Haderslev Stift til efteråret,” meddeler provst Viggo Jacobsen.

Yderligere informationer hos provst Viggo Jacobsen, Flensborg.

Februar 2010: Det har skabt enorm stor lettelse og glæde blandt kirkerådsmedlemmerne, at vi har modtaget et brev fra Den A. P. Møllerske Støttefond, hvori det meddeles, at Fondens bestyrelse har bevilget et beløb på i alt 225.000 € til renovering af præsteboligen i Stuhrsallee i Flensborg og af præstegården på Sild.

”Dansk Kirke i Sydslesvig slås desværre med store udfordringer på det bygningsmæssige område. Ikke nok med, at det beløb, der står til rådighed til vedligeholdelse af DKSs præstegårde og kirker har været stærkt på skrump igennem en lang årrække. Vi er gang på gang blevet overhalet indenom af virkeligheden,” konstaterer provsten med henvisning til præstegårdene i Sønder Brarup og i Husum.

For to år siden har præstegården i Sønder Brarup vist sig at være befængt med en såkaldt hvid tømmersvamp, der heldigvis er ganske ufarlig for beboerne, men som stille og roligt nedbryder den bærende trækonstruktion. ”Kirkerådet ved, at vi snart skal bygge en ny præstegård, men vi håber, at en provisorisk løsning kan sikre, at bygningen holder i nogle år fremover,” udtaler provsten.

I Husum er der konstateret forekomster af træbeskyttelsesmidlet pentachlorphenol (pcp), der åbenbart belaster indeklimaet. Hertil siger provsten: ”Endnu er vi i gang med at få huset undersøgt, men det kan ikke udelukkes, at de sagkyndige fælder en dødsdom over denne bygning. I så fald står DKS overfor den store udfordring, at skulle finde penge til nybygning af to præstegårde.”

Februar 2010:  Det er i kgl. resolution af 17. februar 2010 bestemt

at præster, der er ansat og udsendt af Danske Sømands- og Udlandskirker til betjening af søfolk og medlemmer af danske evangelisk-lutherske menigheder i udlandet, kan anerkendes som præster i den danske folkekirke. Disse præster skal således i deres embedsvirksomhed følge den danske folkekirkes liturgiske og rituelle forskrifter og stå under tilsyn af en af folkekirkens biskopper efter en af kirkeministeren fastsat ordning efter samme principper, som gælder for folkekirken, i det omfang stedlige udenlandske bestemmelser eller særlige forhold ikke er til hinder derfor. Den tilsynsførende biskop kan overlade det til en provst at føre tilsynet og skal være berettiget til at henlægge en præstevielse til en kirke udenfor stiftet,

at tilsynet med danske præster i Europa bortset fra Sydslesvig, samt tilsynet med sømandspræster føres af biskoppen over Københavns Stift,

at tilsynet med danske præster i Sydslesvig føres af biskoppen over Haderslev Stift,

at tilsynet med øvrige præster udsendt til betjening af danske evangelisk-lutherske menigheder i udlandet føres af en af kirkeministeren udpeget biskop."

December  2009:  Grundtvigværkstedet har oversat Du, som går ud fra den levende Gud  (DDS 291)  og Vi kommer til din kirke, Gud  (DDS 478) fra dansk til tysk

 

Oktober 2009: Sten Haarløv, Ansgar, Flensborg Nord, begynder 8 måneders ubetalt orlov for at fungere som præst i reformert menighed i Le Havre, Normandiet.

 

Marts  2009:  Grundtvigværkstedet har oversat I går var hveden moden   (DDS 717)  og Det dufter lysegrønt af græs   (DDS 727) fra dansk til tysk

 

December  2008:  Grundtvigværkstedet har oversat Fyldt af glæde over livets under  (DDS 448)  og Vi rækker vore hænder  (DDS 367) fra dansk til tysk

 

November 2008:  Ny præst i Satrup  bliver Anita Torb Esbjørn. Hun begynder 1. februar 2009 og indsættes samme dag ved en eftermiddagsgudstjeneste i Freienwill og samvær i Satrup Hun er årgang 52, har været præst siden 1985 samt været leder af et bosted. Er pt. i et vikariat i Ballerup.

 

Oktober 2008: Finn L. J. Rønnow vælges som ny præst i Valsbøl med tiltrædelse 1.1.2009.  Finn Johannes Lyngholm Rønnow, 33 år, er ansat som præst i Valsbøl pastorat i Sydslesvig fra 1. januar 2009.  Finn Rønnow er født i Fredericia og student fra Ribe. Han tog en læreruddannelse i Ribe, inden han i årene 2001-08 læste teologi ved Københavns Universitet. Han er ansat i et tre måneders vikariat i Lindehøj Kirke i Herlev, og vil tiltræde i Valsbøl efter nytår.

 

Juni 2008: Kirkerådet udsender to pressemeddelelser: Vedrørende "Paradis" på Landesgartenschau i Slesvig den 22. juni og præsteboligen i Sønder Brarup, som har fået sin dødsdom

 

April  2008:  Henning Vilslev har fået bevilliget pension pr. 1.9.2008. Afskedsgudstjeneste i Satrup søndag den 22.6. kl. 14.00

 

April  2008:  Grundtvigværkstedet har - i samarbejde med Holger Lissner -  oversat Du fylder mig med glæde  fra dansk til tysk: " Du füllst mich, Gott, mit Freude (DDS 371)

 

April 2008: Kirkedagen den 20. april

 

April 2008:  Dr. Theol. Gerhard Hansen udgiver bog om sin tidligere menighed i Rendsborg på eget forlag. Den kan købes på kirkedagen i Slesvig 20. april 2008 . Eller ved henvendelse på E-m@il

 

Marts 2008: Helle Wind Skadhauge, Ansgar Flensborg Nord afløser Torben Kelde som medlem af DKS/Kirkerådets forretningsudvalg, da sidstnævnte arbejdsbetinget er flyttet til Hamborg. Bodil Heyer, Slesvig afløser Torben Kelde som medlem af Kirkerådet.

 

Marts 2008. Jens Bach Nielsen er udnævnt til ny præst i Aventoft Jens Bach Nielsen er 58 år og har lang præsteerfaring: 1. Sømandspræst i London 1979-82. 2. Sognepræst i Broager 1982-90. 3. Dansk præst for DKU, Toronto 1990-95. 4. Sognepræst, Mejrup, Holstebro, siden sept. 95.

 

Februar 2008: Marianne Gyldenkærne, Valsbøl,  er valgt som ny præst i Paris og tiltræder formentlig der  til 1. juli 08.

 

Januar 2008: Pastor Mattias Skærved bliver valgt som ny præst i Ejdersted. Indsættelse i Tønning Palmesøndag, den 16. marts kl. 14.30.

Han er cand. theol. fra Københavns Universitet i 2003. De sidste fire år har Mattias Skærved  prøvet kræfter med diverse job lige fra lærervikar på en skole ved Kolding, projektmedarbejder i Middelfart Sparekasse, fuldmægtig ved Skat i Vejle og plejer på plejehjem. Siden den 1. september 2007 har han været præst ved Gl. Haderslev kirke. Læs mere ...

 

Januar 2008: Grundtvigværkstedet har oversat "Du, som ud af intet skabte" af Jens Rosendal (DDS 330) til tysk.

 

December 2007: Grundtvigværkstedet har lagt sidste hånd på  salmeoversættelser  fra dansk til tysk: "Vær Velkommen"  (DDS 74, lige til rette tid) og Herre Gud! Dit dyre navn og ære.

 

November 2007:  2.5. mill. kr. fra kirkens giver.

 

“A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål” har efter ansøgning fra Ansgar Kirkes menighedsråd og Dansk Kirke i Sydslesvig bevilliget 2.5. mill. kr. til fornyelse af tiltrængt tag på præstebolig og menighedshus samt reparation af fugt-skader i tårnet. Ved denne lejlighed er også fået bevilliget nyt teleslyngeanlæg og kirken vil få et helt moderne, faktisk usynligt men naturligvis ikke uhørligt højttaleranlæg. En række byggesagkyndige har beset og anbefalet behovet. Arkitekt på arbejdet forud for ansøgningen var Jørgen Toft Jessen. Iblandt de sagkyndige var også arkitekt fra Flensborg By, Henrik Gram, da kirke med menighedshus og præstebolig jo er blevet fredet. Menighedsrådet er fonden dybt taknemmelige for den hjælp, der hermed igen ydes!

 

November 2007: Finn Egeris Petersen, hidtil dansk præst i Paris, er valgt som ny præst i Skt. Jørgen, Flensborg med tiltrædelse 1.2.2008. Finn Egeris Petersen indsættes den 10. februar 2008 kl. 14.00

 

November 2007: Lone Nyeng, Aventoft, har fået my stilling i Hald og Kærby (med forpligtelse som Korshærspræst i Randers)  fra 1.2. 2008. Hun tager afsked i Aventoft den 20. januar 2008 kl. 14.00 (Aventoft Kirke).

 

August 2007: Finanslovsforslaget forhøjer bevillingen til DSUK arbejde i udekirkerne med 1.5 mill. kr. og i Sydslesvig med 1. mill. kr.

 

Juni 2007:  Første forberedende møder vedrørende provstikursus i Løgumkloster maj 2008 og Teologi/Højskolekursus fra september 2008

 

Juni 2007:  Peter Lynggaard Jacobsen ny DKS-næstformand

På sit seneste møde har kirkerådet for Dansk Kirke i Sydslesvig konstitueret sig. Kirkerådet valgte forretningsudvalgsmedlem og menighedsrådsformand i Store Vi, Peter Lynggaard Jacobsen, som ny næstformand. Kirkerådet har desuden truffet beslutning om, at DKS fremover skal repræsenteres i Samrådet af provst Viggo Jacobsen samt af næstformand Peter Lynggaard Jacobsen. Endelig afløser næstformand Peter Lynggaard Jacobsen provst Viggo Jacobsen som DKS´ repræsentant i Samrådets formandskab. Konstitueringen var betinget af, at kirkerådets næstformand siden december 2005, Torben Kelde, på grund af jobskifte samt flytning fra Egernførde til Kiel, ikke længere kan afse tid til at varetage opgaven. Torben Kelde vil dog fortsat tilhøre DKS´ forretningsudvalg og bibeholder ligeledes sin post i økonomiudvalget.

 

Juni 2007: Grundtvigværkstedet har lagt sidste hånd på  salmeoversættelse fra dansk til tysk: "Måne og Sol" af  B. Hallquist/H. Lissner  (DDS 13)

 

Maj/Juni 2007: Biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev, afløser biskop Søren Lodberg Hvas, Ålborg som tilsynsførende biskop over Sydslesvig. Se også HER

 

Marts/April/Maj 2007: DSUK er i svære økomoniske vanskeligheder og i svar på spørgsmål fra Folketingets Kirkeudvalg og 6-mands-udvalget (Undervisningsministeriets udvalg for sydslesvigske anliggender) lægger  kirke- og undervisningsminister Bertel Haarder ikke op til øgede bevillinger, men mere end antyder  nedlæggelse af stillinger i Sydslesvig som løsning. DSUK reagerer bla. på kirkedagen 2007.

 

Marts 2007: Fra fredningsmyndigheder indgår bekræftelse på, at Ansgar Kirke i Flensborg Nord er fredet. Fredningen omfatter kirke, menighedshus og præstebolig, og begrundes med bygningernes enestående karakter i det flensborgske bybillede. Arkitekten var Kay Fisker, der også var manden bag universitetet i Århus. Kirken m.v., der er skænket af A.P. Møller Fonden blev bygget i 1968.

 

Marts 2007: Menighedsrådene i Harreslev og Hanved vælger Susanne Bramsen Böll, hidtil præst i Ejdersted, til ny præst efter Henrik True. Hun vil tiltræde efter barselsorlovs slut den 7. oktober.

 

Marts 2007: Grundtvigværkstedet har lagt sidste hånd på endnu en nysalmeoversættelse fra dansk til tysk: "Du, som gi`r os liv og gør os glade" af Hans Anker Jørgensen, der har godkendt resultatet.

 

Februar 2007: Sten Haarløv, præst ved Ansgar Kirke i Flensborg, forsvarede sin Ph-d-afhandling om Poul Helgesen ved Københavns Universitet: "Poul Helgesens teologiske standpunkt og placering i den europæiske humanismebevægelse - set på baggrund af en præsentation af Erasmus af Rotterdams teologiske programskrifter."

 

Februar 2007: Preben Kortnum Mogensen, dansk præst ved Ansgar Kirke i Flensborg, indtræder som medarbejderrepræsent i DSUK´s bestyrelse

 

Januar 2007:  Käthe Kühl fratræder i Flensborg. Den danske præst for Sct. Jørgen-Mørvig Danske Menighed Käthe Kühl går efer næsten 27 år i stillingen på pension med udgangen af juni. Hun holdt  afskedsgudstjeneste den 22. april kl. 14. Stillingen ventes opslået i Præsteforeningens Blad i august, men først besat pr. 1. februar 2008

Januar 2007: Efter Henrik Trues sygepensionering er embedet som dansk præst i Harreslev og Hanved opslået ledig.

November 2006: Grundtvigværkstedet har lagt sidste hånd på  salmeoversættelse fra dansk til tysk: "Du, som har tændt millioner af stjerner" af Johannes Johansen (DDS 787)

sit Historic Landmarks
Gudstjenesteliste Medlemskab i DKS-menighed Mest for præster og menighedsråd Kort Kirkehistorie Aktuelt Portal til mindretallet

Webmaster