Søndagens læsninger
2. søndag i fasten.
Søndagsordet
”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Via den
dramatiske beretning fra Markus-evangeliet kap. 9 om drengen, der
var besat af en uren ånd, fastholdes vi på, at i Jesu øjne har hvert
menneske samme værdighed, nyder
samme hengivenhed og samme opmærksomhed fra Gud.
Vi får
fortællingen om den underfulde helbredelse, fordi dette glimt fra
Jesu liv skal skabe noget i os. Fortællingen kan skabe noget i os,
når det går op for os, at der ligger meget mere i den end dette, at
Jesus greb ind, rakte ud efter og rørte ved den stakkels dreng.
Folk, som de var
flest, havde helt sikkert afskrevet drengen. Han blev tillagt
djævelske kræfter eller besættelse. Ja, hvad var det for et liv med
disse anfald? Hvad skulle der blive af ham? Vi forstår faderens
bekymring.
Jesus opløste
vantroens fortvivlelse, for når han greb ind fortalte han utvetydigt,
at drengen hørte med til det,
Gud glæder sig over.
Fortællingen betoner, at Jesus ganske enkelt ser livet, det levende,
uden personsanseelse. Ingen afskrives.
Måske er dåben
det sakramente, der stærkest forvisser os om, at Gud ser vort liv,
ja mere end det. Forvisser os om, at vi ikke kun hører med, men også
tæller med i det Gud glæder
sig over.
Med den
indgangsvinkel står det os frit i dag at suge kraft og livsmod
ud af fortællingen. F.eks. når det er os, der rammes af
sygdom eller modgang, os, der
kastes omkuld af den ene
anfægtelse efter den anden, på grund af tab, savn eller et
helbred, der ikke vil, hvad vi vil? Eller når faderens
fortvivlede råb: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” passer alt for godt,
ja, 100 % på vores liv?
Mere herom på
søndag i kirken.
